Fatal Instinct er en krimikomedie fra 1993 instrueret af Carl Reiner. Han er manden bag Min bedre halvdel og Bogart Junior. Titlen er et miks af Fatal Attraction og Basic Instinct. Det er nemlig en parodi.
Armand Assante, kendt fra store værker som Judge Dredd og Striptease, er både politimand og forsvarsadvokat. Som en anden Michael Douglas havner han i en hed affære med en trusseløs klient. Hun tager det ikke pænt, da han fortryder.
Men det er ikke nok. Hjemme er hustruens mekaniker nærmest flyttet ind. De planlægger at myrde ham for at score en heftig forsikringssum. Imens sidder en hævntørstig morder fra en gammel sag på lur udenfor. Tilbage på kontoret sværmer sekretæren, når hun ikke mindes sin psykopatiske ekskæreste.
Du får masser af fatale forviklinger. Assante famler rundt som en anden Leslie Nielsen, omringet af mordere fra alle de film, der leverer inspirationen. De øvrige tæller Cape Fear og I seng med fjenden.
Det lyder måske som en pærevælling a la de seneste årtiers parodier, hvor der ofte går en sport i at efterabe så mange kendte scener som mulig. Men her viser filmen, hvor meget stærkere genren var i begyndelsen.
Det handler nemlig ikke om at kopiere scener fra de nævnte film. Den stjæler plottråde og karakterer, men brygger hovedsageligt sin egen uforudsigelige handling. Den minder mere om Høj pistolføring end Scary Movie.
Den er fjollet og dum, men alligevel en positiv overraskelse. Jeg husker den som en af genrens ringeste i sin tid. Nu vidner den om, hvor højt bundniveauet var.
