Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville se en Disney-film begynde til tonerne af en Metallica-sang. Tanken har end ikke slået mig i mine vildeste fantasier. Men så lavede de Jungle Cruise, og til den har de lånt en melodi af James Hetfield.
Det betyder dog ikke, at filmen er et brølende actionbrag, der lever op til bandets buldrende lydmur. Disney har lånt den bløde del af balladen Nothing Else Matters, og filmen er et actioneventyr a la Indiana Jones baseret på en af selskabets familievenlige forlystelser.
Ikke en hyggelig skattejagt
Året er 1916. Emily Blunt er dr. Lily Houghton, en ung, bukseklædt videnskabskvinde, der leder efter Månens Tårer, et sagnomspundet træ, som ifølge myten besidder fantastiske helende kræfter.
Træet befinder sig i Amazonas-junglen, så hun hyrer skipperen Frank Wolff (Dwayne Johnson) til at sejle hende og hendes uduelige lillebror (Jack Whitehall) ned ad floden til et sted, hvor træet ifølge gamle kort fra en tidligere ekspedition burde være.
Men det er ikke blot en hyggelig skattejagt. I hælene har de den ondsindede, tyske prins Joachim, der vil have fingre i træet af alle de forkerte, magtliderlige grunde.
Rystet genbrugspose
Det er en klassisk skattejagtsopskrift a la mange andre eventyrer-film, ikke mindst Indiana Jones, som nævnt. Selvom filmen blot er baseret på en forlystelse, har de fået en fyldig historie ud af den simple inspirationskilde.
Som du nok kan gætte, er der ikke så meget nyt at finde. Den slags film er efterhånden sin egen genre. De har blot rystet posen og fundet en ny kombination fuld af velkendte brikker.
Men det er god underholdning. Ikke på Indy-niveau, men en udmærket Disney-variant til hele familien. Blunt og Johnson er gode sammen, Whitehall er et fint, komisk tredje hjul, og Jesse Plemons er en væmmelig skurk – på den gode måde.
Sejltur i CGI-jungle
Man kan kritisere den massive brug af CGI. Det er flot CGI, men det havde været federe med rigtig natur og ægte kulisser. Man accepterer det nemmere i en superheltefilm. Men dette er trods alt en periodefilm i naturlige omgivelser. Det meste af tiden.
Dertil kan man tilføje, den nu og da bliver lidt for fjollet, og historien tager nogle drejninger, hvor logikken begynder at halte. De smider lidt for mange idéer i gryden.
