Princess of Mars er et rumeventyr fra 2009 skrevet og instrueret af Mark Atkins. Han laver billige direkte-til-video-film som bl.a. Sand Sharks og Road Wars: Max Fury. Her har han kastet sig over Edgar Rice Burroughs roman fra 1917. Du kender muligvis Disneys filmatisering fra 2012, John Carter.
Historien er i grove træk den samme. En amerikansk soldat havner på Mars, hvor han møder en prinsesse og forelsker sig. Hun er i knibe, og hendes folk er i krig. Men Carter er både soldat og lidt af en superhelt på den fremmede planet. Han redder dagen.
Instruktøren har opdateret historien og introduceret moderne teknologi samt andre detaljer. Det er sjuskearbejde, som efterlader løse ender og forvirrende plothuller.
Carter spilles af en tidligere undertøjsmodel og TV-stjerne, hvis største succes er en fast rolle i den længst kørende sæbeopera, General Hospital, i 90’erne. Du kan også have set ham i mange andre serier, f.eks. Lois & Clark.
Han får selskab af selveste Traci Lords, den mest berygtede pornostjerne nogensinde, i hvert fald i min generation. Hun er ikke for gammel til at spille en smuk, handlekraftig heltinde i et rumeventyr. Men hun presser prinsessetitlen til grænsen.
De billige produktioner i Hollywood må høste berømtheder, hvor det er muligt, og frøken Lords er en af de største navne udenfor det gode selskab. Trods utallige forsøg, har de store filmmagere aldrig turdet bruge hende i andet end små roller.
Dårligt håndværk og billig CGI
Det er en b-film med alle de sædvanlige skavanker. Skuespillet er skidt. De forsøger ihærdigt at undgå teatralske unoder og havner oftere i den modsatte grøft, hvor det er tørt og mekanisk. Der er ingen hjælp at hente i manuskriptet. Selv klipningen er så kluntet, at du ofte må gætte, hvad der skete.
Effekterne er en blanding af dårligt håndværk og billig CGI. Nutidens b-folk læner sig lidt for velvilligt tilbage i den digitale sovepude. Deres forgængere havde utvivlsomt leveret mere med mindre i 70’erne og 80’erne. De var en flok opfindsomme MacGyvere dengang.
Der er ikke meget at juble over. Men jeg kedede mig faktisk ikke. Tempoet er tilpas højt, og visse dumheder er morsomme.
I skrivende stund kan du se den på Prime.
