Tenet

Tenet er en science fiction-thriller skrevet og instrueret af Christopher Nolan, og han er manden bag den populære Dark Knight-trilogi samt Inception, Interstellar og senest Dunkirk. Han er indiskutabelt en af de mest succesfulde og mest interessante instruktører i nyere tid, og det, han mangler i form af stilistiske særheder, opvejer han med sine skrivefærdigheder. Han har ikke Tarantinos flair for dialog, men han forstår at skrive en god thriller med et abstrakt tvist.

Inden filmen begyndte, tonede hashtagget #DontSpoilTenet frem på lærredet, og det vil jeg gerne rette mig efter. Det gør jeg naturligvis altid, og jeg forsøger at advare, når jeg er nødt til at spoile alligevel. Men hele præmissen i Tenet er faktisk et ret fedt tvist, der overraskede mig, fordi jeg selv havde undgået spoilere, før jeg så den.

Derfor vil jeg intet fortælle om handlingen og præmissen specifikt. Jeg vil holde mig til den brede pensel og blot fortælle, at det er en spion-thriller med en god blanding af forrygende action og veludførte heists a la Mission: Impossible – dog var der en af missionerne, der mindede mig om I Kina spiser de hunde minus komikken naturligvis – og så har den et abstrakt science fiction-tvist, der placerer den i samme genremæssige nabolag som Nolans egen Inception.

Det er ikke præmissen, der minder mig om Inception, for science fiction-elementet er et andet, og det samme er de involverede figurerer, deres baggrund, motiver osv. Men filmene har opbygningen til fælles. De er begge relativt konventionelle spændingsfilm, hvortil Nolan har tilføjet et abstrakt element, der giver dem ekstra lag, både i overført betydning og på sin vis også bogstaveligt talt.

Således er du forhåbentligt klædt ordentligt på til at se den – eller lade være. For det er ikke en film for alle. Anmelderne er overvejende positive, men jeg har også set kritiske røster i filmgrupperne på Facebook. Det er en intelligent thriller, der kræver årvågenhed af sit publikum. Du skal følge godt med, og det er en fordel at kunne lide abstrakt science fiction.

Jeg er vild med den. Jeg er vild med Nolans ideer, og mine yndlingsfilm af hans er netop Inception, The Prestige og Memento. Tenet har ikke meget til fælles med de sidste to, men alle tre er værker, hvor Nolan leger med det abstrakte og med vores opfattelse af verden og naturlovene. De går rent ind hos mig, og det samme gør Tenet.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *