Inception

Inception er en science fiction-thriller fra 2010 instrueret af Christopher Nolan, manden bag bl.a. Memento, Insomnia, The Prestige og de to seneste Batman-film.

Den foregår i en fremtid, hvor det er muligt at trænge ind i folks drømme og stjæle deres hemmeligheder. Dom Cobb (Leonardo DiCaprio) er den bedste.

En dag får han et tilbud, han ikke kan afslå. En forretningsmand ønsker, han i stedet for at stjæle informationer skal plante en idé i hovedet på en konkurrent. Dom afviser, for det er stort set umuligt og farligt, men forretningsmanden kender hans pris.

Medrivende og uforudsigelig

Jeg vil ikke afsløre for meget. Det er en film med en medrivende og uforudsigelig historie, og den slags er altid bedst, når man ved så lidt som muligt. Men det er ikke uden grund, den er blevet sammenlignet med The Matrix.

Det meste af handlingen foregår i en virtuel verden, hvor fysikkens love kan manipuleres. Lige som The Matrix handler Inception om vores opfattelse af virkeligheden. Der er ligheder mellem de to film, ikke så få endda, men Inception er også sin egen.

Nolan har brugt 10 år på at forberede filmen. Han skrev et udkast på 80 sider, som han præsenterede for Warner Bros. i 2001. Men han følte, han havde brug for mere erfaring med store film, før han kunne samle den op igen.

En af de mest originale film i nyere tid

Det er en fantastisk film. Ikke helt så banebrydende som The Matrix var dengang. Men historien kan trække hele læsset uden problemer.

Nolan er en mester, der har skrevet og instrueret nogle af de mest originale film i nyere tid. Her tænker jeg ikke så meget på de to Batman-film, men Memento, The Prestige og nu Inception. Han kan blive en af de største, hvis han fortsætter sådan.

Efterord: Den blev nominereret til otte Oscars inkl. Best Picture og Best Original Screenplay. Den vandt i kategorierne Best Visual Effects, Best Cinematography, Best Sound Mixing og Best Sound Editing.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.