The Old Guard 2

The Old Guard 2 er en fantasy-actionthriller fra 2025 instrueret af Victoria Mahoney. Det er hendes første spillefilm siden debuten, Yelling to the Sky, i 2011. I mellemtiden har hun arbejdet på TV-serier, bl.a. Lovecraft Country og Grey’s Anatomy.

Charlize Theron er tilbage som lejesoldaten Andromache, Andy blandt venner. Hun er ikke længere udødelig, men for ung til pension. Skuespilleren selv fylder selv 50 i næste måned. Det er jo ingen alder. Hun kan stadig svinge skankerne og plante fodsålerne, hvor det gør allermest ondt.

Den gamle garde er oppe imod en udødelig fjende. Faktisk den ældste af dem alle. Jeg ville ikke afsløre, hvad hun er ude på. Hun spilles af Uma Thurman og allierer sig med en anden udødelig, som er godt indebrændt efter nogle hundrede års fangenskab.

Forgængeren er fem år gammel, men de filmede faktisk efterfølgeren allerede i 2022. Desværre havnede den i et post-produktionslimbo, da Netflix skiftede ud på ledelsesgangen. Men nu er den endelig her.

Damerne giver den gas

Det er en blanding af Highlander og Mission: Impossible. Hvis du har set den første film, kender du allerede præmissen. Plottet trækker tråde tilbage i fortiden. Langt tilbage. Her inddrages både myter og historiske fakta.

Der er masser af action, og fokus er atter på velkoreograferede nærkampe. Her er flere fede slagsmål, hvor især Charlize og de andre damer giver den gas. Uma kan stadig lege med. Jeg ville ønske, hun og Tarantino planlagde Kill Bill 3.

De er hårde ved den på Rotten Tomatoes. Du har set det meste før. Det er mere et remix end et originalt hit. Men jeg hyggede mig. Det er fin underholdning med gamle flammer, som stadig vækker en lyst i mig til mere.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.