
Elektra er en actionthriller fra 2005 instrueret af Rob Bowman. Han har bl.a. arbejdet på TV-serier som Star Trek: The Next generation og The X-Files.
Jennifer Garner, kendt fra TV-serien Alias, er en af Hollywoods hotteste action-babes netop nu og efter min ydmyge mening det helt rette valg til rollen som Marvels læderklædte snigmorderske.
Hun nappede rollen allerede for to år siden i Daredevil med Ben Affleck og var på mange måder det bedste, man kan sige om den film. Den var ganske vist hæderlig, men levede ikke op til tegneserie-filmatiseringer som Spider-Man og X-Men.
Det ser desværre ud til, det er en tendens, der fortsætter. Sidste års The Punisher hørte til i samme ende, og nu kan vi føje Elektra til denne liste også.
Elektra døde ganske vist i Daredevil (eller sådan så det i hvert fald ud), men mystisk, østasiatisk magi bringer hende tilbage, mere dødbringende end nogensinde. Efter sit rendezvous med Daredevil og sin fars død, har hun kastet sig over sit “arbejde,” men hun lader sig alligevel overtale til at tage et par dage fri.
Hun får dog ikke lov at dovne længe, før helvede atter bryder løs. Da hun får et job, hun ikke kan gennemføre på grund af moralske skrupler, beslutter hun sig for at kvitte branchen for bestandigt. Men så nemt går det ikke.
Som nævnt er Elektra et hæderligt forsøg på at bringe endnu en tegneseriekarakter til live. Filmen lever især i kraft af Jennifer Garner, der er hot og sparker røv. Der er masser af action og spænding, og visuelt er der intet at brokke sig over. Elektra er bedre end både Daredevil og The Punisher, men stadig ikke i nærheden af Spider-Man og X-Men.











