Jupiter’s Legacy er en spritny superhelteserie baseret på en tegneserie af Kick-Ass-skaberen Mark Miller. Handlingen følger en ældre generation af superhelte og deres afkom og mulige arvtagere. Selvom de også kæmper med superskurke, følger serien primært deres indbyrdes konflikter.
Millars fortælling dekonstruerer superhelte og deres mytologi. Det er en populær, moderne tilgang til genren kendt fra bl.a. The Boys, The Umbrella Academy og Watchmen. Selv Marvel og DC leger med dekonstruktion i bl.a. Titans, Doom Patrol og Jessica Jones.
I tegneserier går dekonstruktion naturligvis længere tilbage. Alan Moores oprindelige Watchmen blev skabt i 1986. Frank Millers The Dark Knight Returns er fra samme årti.
Millar har valgt en anden vinkel. Den gamle generation af helte i Jupiter’s Legacy er skabt i den gyldne tidsalder. De lever efter de gamle regler og principper. De gamle idealer. Men verden omkring dem er forandret. Forrået.
Det er en serie med masser af drama. Ud over kløften mellem de nye tider og de gamle idealer er der også et familiedrama. Seriens Superman dvs. Utopian har taget verdens byrder på sine skuldre og glemt at være et menneske og en far for sine børn.
Sideløbende er der en spændende og mystisk oprindelseshistorie fortalt i flashbacks. En klassisk opdagelsesrejse a la Journey to the Center of the Earth og lignende. Plus lidt science fiction og horror.
Det er en atypisk superhelteserie, der finder sin egen plads og stemme i en propfyldt genre. Der er visse ligheder med de førnævnte ditto, men også mange forskelle. Det er en spændende fortælling med masser af godt drama og action – og overraskelser.
Du kan se de første 8 afsnit på Netflix.