Rhinestone

Rhinestone er en romantisk komedie fra 1984 instrueret af Bob Clark. For nogen er han manden bag gysere som Black Christmas og Deathdream. For andre er han manden bag sexkomedien Porky’s, også kendt som Varme drenge.

Sylvester Stallone og Dolly Parton er et aldeles umage par i alle henseender. Hun er en af historiens største countrystjerner. Han er en actionbøf, men også en habil filmmager, når alting falder rigtig ud. Som du ved, bragede han igennem med Rocky, hvor han både skrev manuskriptet og spillede hovedrollen.

Det gør han også denne gang. Men først i slutfasen. Det hele begyndte med et manuskript af Phil Alden Robinson baseret på countrysangen Rhinestone Cowboy. Robinson har skrevet film som Min bedre halvdel og Field of Dreams. Alle er enige om, at Stallone fuckede manuskriptet op med sine omskrivninger.

Som nogen tørt bemærkede, da vi så filmen: Når Stallone skriver, får du enten Rocky eller Rhinestone.

Skønheden og vildbassen

Kort fortalt er filmen en countryudgave af My Fair Lady. Stallone er taxichauffør og lidt af en vildbasse. En stereotyp gadedreng, hvis manerer, sangtalent og evne til blot at tale rent kæmper en hård kamp for at finde et nyt bundniveau. Dolly er hans musikalske professor Higgins. Hun må forvandle ham til en rigtig countrysanger for at vinde et væddemål.

Dolly er som skabt til sin rolle. Det oprindelige manuskript og den rigtige modspiller havde muligvis været et hit. Med Stallone i den rolle får du i stedet en absurd kuriositet, hvor du oftere griner af det ufrivilligt komiske end Stallones eget bidrag til genren.

Den er underholdende, omend på andre præmisser. Den har en smule charmerende dumhed i visse udvalgte øjeblikke. Man kan sætte pris på actionstjernens selvironi. Og så er der Dolly. Hun er altså dejlig. Selv i dette ukrudtsbefængte buskads er hun den smukkeste rose, man kan plukke. Hende vil vi savne.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.