Step Brothers

Step Brothers er en komedie fra 2008 instrueret af Adam McKay (Anchorman, Don’t Look Up). Han har skrevet manuskriptet i samarbejde med de to hovedpersoner, Will Ferrell og John C. Reilly.

Den er produceret af Judd Apatow, som skrev og instruerede The 40 Year Old Virgin. Her får du et miks af den og Dum og dummere. De to stedbrødre er 39 og 40 år gamle. Det siges aldrig højt, men mere end antydes at begge er jomfruer. De bor stadig hjemme og er aldrig blevet voksne. De er måske en anelse klogere end Harry og Lloyd, men opfører sig tilsvarende som umodne børn.

Jeg vil ikke afsløre alt for meget om handlingen. Det hele begynder, da Mary Steenburgen (Tilbage til fremtiden III) og Richard Jenkins møder hinanden. De er nemlig forældrene til de to hovedpersoner, og deres ægteskab forvandler dem til én stor familie under samme tag. Det har de møgforkælede, uopdragne mandebabyer svært ved at kapere.

Humoren er hæmningsløs og fra en tid, hvor begreber som woke og politisk korrekt ikke rigtigt betød noget. Der er i hvert fald ikke gjort indhug nogen steder. Snarere tværtimod. Men den ville formentlig klare sig ganske fint i dag også, for den sparker primært til de to hovedpersoner selv. Og de kan tage det.

Den rammer balancen mellem sjov og plat helt rigtigt i næsten alle forsøg. Samtidig evner den at gøre de to uduelige bøverter elskelige og charmende, fordi den også byder på karakterudvikling og genoprejsning. Den er det, man så fortærsket kalder en feel-good-film. Men man kan altså ikke argumentere imod gode, hjertevarme følelser. Når en film gør dig glad, er den god.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.