The Dark Knight Rises

The Dark Knight Rises er den tredje og sidste film i Christopher Nolans Batman-trilogi. Den henter inspiration i tegneseriehistorierne Knightfall, hvor Bane debuterede i 1993, samt Frank Millers The Dark Knight Returns fra 1986 og No Man’s Land fra 1999.

Filmen er fra 2012, 4 år efter forgængeren, The Dark Knight, men handlingen springer 8 år frem i tiden. Batman har trukket sig tilbage, men byen stortrives pga. nye, stramme love vedtaget efter distriksanklageren Harvey Dents død.

Uheldigvis er ordensmagten pga. de nye fredstider – med undtagelse af kommissær Gordon – lullet ind i en slags falsk tryghed. De er totalt uforberedte, da en ny superskurk, Bane, melder sig på banen, og stakkels Batman må atter trække i arbejdstøjet.

Udskældt superheltefilm

De to forgængere i Nolans trilogi er anmelderroste superheltefilm, der topper mange lister med genrens bedste nogensinde. Den tredje film nyder også anmeldernes anerkendelse. Den scorer 87 procent på Rotten Tomatoes, og konsensus lyder: “Ambitiøs, tankevækkende, potent actionfilm, der afrunder trilogien på spektakulær vis.”

Men det er en af de mere udskældte film blandt superhelte- og Batman-fans. Jeg husker ikke alle kritikpunkterne, men nogle af de hyppigste handler om Bane og Catwoman. Begge har fået Nolan-turen dvs. en nyfortolket opgradering.

Han udelader de mere tegneserie-agtige detaljer, og han fletter de lånte detaljer sammen på nye måder. Hidtil har fans elsket hans realisme-fikserede vision. Denne gang er det gået skævt, mener de.

Tilfredsstillende afslutning

Det generer ikke mig, at de ændrer på tegneserierne. Film foregår i alternative universer. Men jeg kan godt rynke på næsen over Banes stemme. Det lille tvist med Joseph Gordon-Levitts rolle ligner også en spøjs eftertanke. Til gengæld er jeg vild med Anne Hathaways Selina Kyle.

Jeg er mest enig med konsensus hos anmelderne. Det er en velskrevet actionthriller med storslået action, et fyldigt plot med en fed, uventet drejning i tredje akt, og en yderst tilfredsstillende afslutning på Nolans fantastiske trilogi.

Trods enkelte skønhedsfejl vil jeg stadig placere den øverst på min hjerte-skala. Den er ikke så god som forgængeren, men der er nok albuerum i min bedste bedømmelse til at få plads til begge.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.